Bliver du stresset af at se på billedet og alle ordene? Synes du, det virker er overvældende og uoverskueligt?
Sådan er det bl.a. at have Cushing – udover den fysiske belastning, hvor kroppen er på vej mod tidlig død. Det er psykisk ubeskriveligt kaotisk, humørsvingende og ukontrollerbart.
Ja det lyder jo så dramatisk, men det er det også. Så lad os ikke pakke det ind og i stedet kalde en spade for en spade.
April måned er Cushing Awareness måned. (Det nåede jeg da lige her den sidste aften i April…). Det er da en god anledning til at dele mine oplevelser med sygdommen. Ca. 1-2 ud af en million mennesker får Cushing. Jeg fik konstateret MB Cushing i sensommeren 2015 og blev opereret gennem næsen i hjernen d. 6/10 2015.
Godt nok er jeg noget helt specielt, men havde ikke regnet med, at det også drejede sig om en tumor ved hypofysen i min hjerne. Nej, det er ikke kræft. Det kan ikke sammenlignes. Begge dele er forfærdeligt og livstruende, men min tumor var “godartet”. Eller altså den var jo ikke skidegod ved mig, fordi den beordrede mine binyrer til at stormegaoverproducere stresshormonet kortisol. Så jeg var i konstant alarmberedskab og i undtagelsestilstand – både fysisk og psykisk.
De målte op til 6-7 gange så meget mere kortisol i min krop, end hvad andre med normal produktion kan presse deres krop op på, når de er max stressede. Det har formentlig været højere til tider. Så prøv at tænke på en gang, hvor du var helt ude at skide og i det røde felt, presset og stresset og måske angst. Så ganger du det med min. 6. Det var min normal til sidst inden operationen. Ikke så mærkeligt, at det føltes som om, jeg var ved at blive vanvittig…

Man kan ikke leve uden kortisol heller, det er et livsnødvendigt hormon og hele hormonsystemet hænger sammen og går i kludder, når noget er i ubalance. Det er et helt fænomenalt sammenspil af små kirtler og hormoner, der får kroppen til at fungere og trives – for de fleste. Jeg er dybt fascineret… Jeg har mærket (og mærker!) på egen krop og sind, hvordan hormonerne og deres balance eller mangel på samme har en enorm indflydelse – også på min personlighed.
Jeg tror på Gud. Jeg tror på, at han har skabt os og mig også forstås. Det er ubegribeligt og dybt fascinerende, hvordan vi, mennesket, hænger sammen. Krop, sjæl og ånd. I am in awe!!!
(Det lyder altså bare gammeldags at sige “i ærefrygt”…)
Det var så første del om mig og Cushing. Læs mere om Cushing fx på Sundhed.dk. Der er dog noget mere i det end det, der er beskrevet der.
Har du mon nogensinde hørt om Cushing? Kender du noget til det?
I del 2 vil jeg dele min historie skrevet åbent og personligt ud fra, hvordan jeg havde det med det hele i April 2016. Der vil også være flere fabuløse billeder. (Find Mig og Cushing #2 HER.)
Jeg lover dig, at du får det stort set uden filter. Warning: It ain’t all that pretty!

8 Comments
Pingback: Tanker fra mit liv som Cushing Survivor - Video fra sofaen - Sofies Sofa
Pingback: Synachten-test og MR-scanning i morgen - et lille indblik i mit liv... - Sofies Sofa
Pingback: 10 Random facts om mig... - Sofies Sofa
Pingback: Sociale medier, livet online, dopaminafhængighed... Shit! - Sofies Sofa
Pingback: Mig og Cushing #3 Hjerneoperation - Say what?! - Sofies Sofa
Pingback: Mig og Cushing #2 Min historie... - Sofies Sofa
Du er fantastisk!
Tak Sara! Jeg kunne ikke have klaret det so far uden dig❤️