Det her nummer er helt fantastisk! Det blev udgivet på Youtube for et år siden af Stille Stunder – en kanal værd at følge! Det har været et go-to nummer siden det udkom, og jeg vil sige, at hvis der var ét nummer for året 2017 for mig, så må det være “There Is A Light”.
Det har den lækreste synthpop lyd, som bare gi’r lyst til at danse rundt og synge med. Faktisk har vi gjort det rigtig meget herhjemme. Det har været både min og Livas favorit. Måske har du set videoen med Liva på Facebook, hvor hun synger og danser til sin egen version af den. (Ellers skriv en kommentar, hvis du vil have et link og se med.)
Det er et nummer, man kan høre, når man er glad men ikke mindst, når man kæmper og mørket føles overvældende.
Nummeret er lavet, spillet og produceret af venner. Nogle af os har fulgt hinanden flere år i kirkesammenhæng. Andre er nyere bekendtskaber. Jeg har fået lov til at dele det sådan her. Du kan finde Simons tanker bag nummeret og tekst og akkorder under videoen på Youtube HER.
Jeg husker, hvordan jeg kæmpede mig ud på gåture ved det grønne område og Søparken i Ishøj med synthen i ørebøfferne. Det gik i kroppen og hjertet og fik mig til at bevæge mig. Nogle gange i frustration og tårer, hvor sangen gav mig et håb og fik kampgejsten til at pulsere i krop og sind i takt med bassen. Andre gange med taknemmelighed og begejstring over lyset og livet og musikken, som fik mig til at danse fuld af glæde. Mange gange løftede det mit sind og mine tanker og i takt med, at jeg bevægede mig til musikken blev mit hjerte lettet og glæden voksede.
Der er et lys, der aldrig går ud!
Det var et godt løfte at klynge sig til. Det ER et godt løfte at klynge sig til. Det synes jeg i hvert fald. Jeg synger også gladeligt med stadig – højt!
I put my trust in you!
Det hjalp mig i min magtesløshed – i min egen svaghed. Det lettede mit hjerte og gav mig styrke til at fortsætte i en tid, der var så hård, at jeg ikke vidste, om jeg kunne klare det. Det gør det stadig – også nu, hvor livet på flere måder er lettere. Ikke uden udfordringer, men jeg overlevede. Jeg er her endnu, og jeg har det på mange måde bedre selvom jeg stadig lever med (kronisk) sygdom og alt, det har ført med sig. Læs min historie om hjerneoperationen og alt i “Mig og Cushing” bl.a. HER.
Jeg var så heldig også at få lov at danse bl.a. til “There Is A Light” live i sommers på Vineyard Nordic Summercamp 2017 i Sverige sammen med nok omkring 700 andre (der var over 1000 deltagere på campen). Jeg havde travlt med at danse, så jeg har ikke et billede lige af det, men her er et fra en aftengåtur ned til søen efter aftenmødet… Uden filter. Smukt! Solen går ned, men der er et lys, der aldrig går ud…
Det var i øvrigt på samme camp, at jeg var til en lille intimkoncert med MY, som jeg har delt lidt fra HER.
Jeg synes bare det her nummer er megafedt!! Så kom nu og se at få det udgivet på mere end youtube ikke!!😉🙏🏻💕
Hvad synes du? Er du ligeså vild med det som mig? Får du også lyst til at danse rundt? Hvad får det dig til at føle?
PS: Dette nummer er lidt en anden genre, end de fleste af numrene fra Stille Stunder, men jeg kan klart anbefale at lytte og se med på de dejlige videoer fra danske sangskrivere med fokus på tro og lovsang. Følg med på Youtube HER.