Nogen gange har man bare brug for en pause…

Hvad er ‘pause’ for mig så?

Pause for mig kan bl.a. både være at stene Netflix og at komme ud i naturen. Netflix, fordi jeg så får en pause fra mine mange tanker, mit eget liv, mit eget hoved og alt jeg er fyldt op af eller måske bekymrer mig om.

At sejle kan være en pause fra hverdagen men måske ikke en pause for kroppen – både fordi det er fysisk krævende og fordi det kan være hårdt for kroppen, bl.a. hvis man også overnatter ombord.

Pause kan være at cykle ud på el-cyklen eller gå en tur med musik i ørene. At komme ned i kroppen – danse lidt rundt til musik og måske synge lidt kan også være en pause. Eller at lege med billeder, skrive og skrible ord og tanker, hvis der ikke er et pres omkring det.

Pause for mig er kravløs tid. Tid, hvor jeg ikke skal præstere eller være på. Tid, hvor jeg gerne må ‘spilde’ noget af den. Tid med ro for krop og sind.

Omstillingstid er også en vigtig form for pause

Så er der omstillingen mellem forskellige sociale aktiviteter fx. Der er også brug for pause og tid til bearbejdning – at forholde sig til det, jeg har oplevet og det, jeg står foran. Det skrev jeg lidt om i 13 tips til…

At spille uno med Liva kan være en form for (lidt mere krævende) pause. Men ofte er det ikke pause at være sammen og ‘på’ som mor. Jeg elsker at være med min tøs – mest, når jeg har kræfterne til det både fysisk og mentalt.

Jeg har også meget brug for at være alene og pause.

At sove og hvile er restituerende og ganske vigtige pauser for os alle og måske mere tydeligt krævet, når man lever med kronisk sygdom fx. Jeg skrev lidt om hvile HER.

‘Pause’ kan være mange forskellige ting

Der findes nok i virkeligheden mange forskellige pauser… Det er også meget individuelt. Hvad der er pause for en, er det ikke for en anden. Det kender vi i hvert fald herhjemme – hverdagshelten og jeg… #forskellighedermødes

Hvordan har du det med ‘pause’? Tager du dig tiden til at pause? Sammenligner du dig med andre? Får du dårlig samvittighed? Er du god til det med grænser og at lytte og handle efter egne behov? Får du taget de pauser, du har brug for?

Jeg har i den grad brug for dem – pauserne.

Det er også pause, at nyde solnedgangen med manden min ♥️

PS: Jeg har også holdt en del pause fra bloggen for at gøre et forsøg med at færdiggøre min uddannelse her de sidste par måneder… Og det lykkedes!!! Woopwoop!!!

Så jeg er nu BA i Kristendom, Kultur og Kommunikation 👩🏻‍🎓😃🥂👊🏻 Den proces kan du se mere om på min Instagram og Facebook især i opslagene fra juni (2018)♥️

Author

Write A Comment