Det er ikke meget, jeg har delt her i sofaen i den sidste tid. Det har været en tid, hvor jeg har forsøgt at finde mig selv i tiden efter studiet. Kunne jeg klare at være ledig med jobsøgning og møder i jobcenter og a-kasse? Skulle jeg sygemeldes? Hvad er det tid for nu? Udover fys-aftaler, tandkødsoperation, blodprøver og gynækologaftale på Riget, Livas skolestart og alt, hvad der ellers hører tiden efter sommerferien til…

Status quo

Jeg har sygemeldt mig – igen igen igen… Det var et valg, jeg tog, ligesom at jeg tog et valg for ca. en måned siden om at gøre et forsøg med en raskmelding og jobsøgning. Jeg har spekuleret frem og tilbage både inden og efter på, hvad jeg skulle gøre, hvad jeg skulle vælge… Om jeg kunne holde til det, om jeg skulle sygemelde mig igen. Jeg valgte at gøre et forsøg og på den måde handle og ikke bare spekulere. Det holdt i næsten 2 uger, og så sygemeldte jeg mig igen. Jeg har ikke fortrudt mit valg om at gøre et forsøg. Jeg er en erfaring rigere, og der var noget i mig, der bare måtte prøve.

Det her med valg og særlig sensitivitet

Hver eneste dag og gennem hele dagen har vi valg. Større og mindre valg, som i forskellig grad påvirker os selv, vores omgivelser og vores og omverdenens nutid og fremtid.

Det kunne man skrive rigtig meget om…

Hvis jeg tænker for meget over alle disse valg og hvilke langtidskonsekvenser de har, så bliver jeg overvældet. Som særligt sensitiv tænker jeg mere og dybere over mine valg og de hersens konsekvenser -både på kort sigt og lang sigt. Det er enormt krævende men kan være med til, at jeg tager mere bæredygtige beslutninger – for at bruge et ekstremt oppe-i-tiden udtryk… Men det passer altså. Det her med at særligt sensitive har en evne for at tage mere bæredygtige beslutninger. Det konkluderer flere psykologer og forskere i særligt sensitivitet også. Noget jeg læste om, da jeg skrev min BA-opgave her i foråret.

Kan du så ikke bare vælge ikke at tænke så meget og så dybt over det?

Næ, det kan jeg faktisk ikke. Det, jeg kan gøre, er at acceptere, at sådan fungerer jeg. På den måde fylder det mindre, end når jeg slår på mig selv over, at jeg tænker meget og dybere over mine valg og bruger mere energi på det end andre. Når jeg accepterer det og altså mig selv, så bliver alting mindre krævende og ja så fylder det alligevel lidt mindre. Selvbebrejdelse og selvfordømmelse sluger nemlig også en masse energi og gør langt mere skade end gavn.

Jeg kan også handle og aktivt vælge at tage valg. Det skaber en forandring fra udelukkende spekulationer, men det ændrer ikke på, at jeg stadig tænker meget og dybt over det hele.

Jeg kan vælge at værdsætte mine egenskaber som bl.a. at være detaljeorienteret, grundig, have høj moral, være betænksom og über ansvarsfuld, autentisk og ærlig. Jeg kan vælge, at tale pænt til og om mig selv i stedet for at bebrejde og kritisere mig selv hele tiden. Jeg kan også vælge at give mig selv tid og rum til at tage (gode) valg og samtidig øve mig i at blive handlekraftig og vælge at vælge før, jeg evt. har regnet det hele ud. Der er tilfælde, hvor valget og dets konsekvenser måske ellers kunne tage (for) lang tid, og her kan jeg vælge at gå videre samtidig med, at jeg nok alligevel lige tænker lidt mere over det efterfølgende 😉

Situationen, som den nu engang er

Nå men buttom line er, at jeg har valgt at sygemelde mig igen. Jeg kom frem til, at jeg ikke kan søge jobs og stå tilrådighed for arbejdsmarkedet lige nu og samtidig trappe ned i Hydrocortison (kunstig kortisol = livsvigtigt hormon). Måske kunne jeg, hvis jeg ikke også var mor og hustru og ja særligt sensitiv. Måske kunne jeg, hvis ikke jeg også havde slidgigt i kæberne og hypothyreose (lavt stofskifte) – hvem ved… Men det er jeg, og det har jeg.

Jeg er cushingssurvivor på godt og ondt

Når man er cushingpatient kan det tage lang tid for kroppen at vænne sig til mere normale kortisolniveauer. Rekreationsprocessen efter mange år med sygt høje mængder stresshormon, der har tæret på både krop og sind, kræver enorm tålmodighed. I et cushingssurvivorperspektiv er 2 år og 10 mdr. post operation ikke sååå længe. Du kan læse mere om min historie med Cushing og hjerneoperation HER.

Du kan også se min lille video på engelsk…

Læs mere om mig og videoen HER.

Så jeg havde altså stormegaoverproduktion af stresshormonet kortisol og efter operationen i 2015 slet ingen produktion. Men det er livsnødvendigt og jeg sluger så kunstig kortisol i pilleform flere gange om dagen, som jeg selv skal regulere efter behov. Samtidig kan man ikke helt ramme et “normalt” kortisolniveau med piller. Raske menneskers kroppe justerer kortisolniveauet løbende hvert minut i døgnets 24 timer alt efter, hvad der sker indeni og rundt omkring personen. Man er altså som mig med binyreinsufficiens hele tiden mere eller mindre under- eller overdoseret. Som underdoseret kan man gå i addisonkrise. Det er livsfarligt og virkelig hårdt. Ja det er lidt langhåret – jeg ved det…

Læs mere bl.a. om addisonkrise HER.

Nogle “cushier” kommer aldrig til at kunne arbejde fuldtid og leve med samme aktivitetsniveau, som andre (raske) mennesker kan. Hvem ved, om jeg kommer til at kunne det…(?)

Tro, håb og kærlighed – og så accept

Jeg tror på, at der også er en vej for mig. En god vej, som jeg må forsøge at acceptere og respektere. Jeg lærer i hvert fald et eller andet om tålmodighed og udholdenhed. Jeg lærer at se både de små og store gaver undervejs i et uforudsigeligt og broget liv fuld af glæder og sorger og udfordringer og masser af nåde og kærlighed. Og i det alt sammen øver jeg mig i at vælge og acceptere mig selv og mine valg.

Jeg kan ikke regne fremtiden og alle konsekvenser af mit nuværende sygemeldingsvalg ud, men jeg kan se, at det ikke holder at være raskmeldt lige nu. Så må vi se, om det ændrer sig med tiden. Det ville da være superfedt!

Det var lidt om status quo og lidt ekstra tanker og info oveni. Jeg har også haft to “nær”-addisonkriser undervejs, men det må jeg skrive mere om en anden gang. Tak fordi du følger med og støtter og hepper på mig!

Jeg hepper også på dig ♥️