Jeg har før snakket om, at det ofte går galt for mig, når jeg sammenligner mit liv med andres eller mine forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Et udtryk for det kan være, hvordan jeg måler succes… Hvis succes, er opnået på en måde, som hvis jeg var rask, så ville det være meget nærliggende at kaste håndklædet ringen – eller kyle det i hovedet på den nærmeste nærmeste! Det sker også…🙈😅
Men altså det løser ligesom ikke noget og hjælper heller ikke skidemeget vel?
Ikke andet end at jeg måske kom af med nogle frustrationer og fik renset ud med tårer. Det skal der også være plads til, men hvis jeg nu gerne vil blive opmuntret og få kampgejsten i spil, så kan det være en god idé at kigge på det her med succes og succeskriterier.
I virkeligheden gælder det også, hvis man ikke er kronisk syg, men man har det med at leve over evne eller sammenligne sig med andre. Nå…
Så hvad er så succes for mig?
Jo, en succes er, at jeg siden jeg blev opereret i min hjerne 6. Okt. 2015 – jep de gik ind gennem næsen… nå men siden det har jeg faktisk ikke været indlagt.
Og hvorfor er det så et succeskriterie?
Jo, kort og alt for forenklet forklaret, så holder jeg mig selv i live med piller. Jeg får livsnødvendig medicin, fordi min krop nu efter operationen ikke producerer kortisol. Før megastoroverproducerede den det og var på vej til at sende mig alt for tidligt herfra, men nu vil den ligesom slet ikke. Den er blevet rundforvirret og binyrerne er trætte. Selvom man ikke skal have for meget af stresshormonet, kan man heller ikke leve uden. Så hvis jeg ikke formår at dosere og justere korrekt, så kan min krop gå i krise (Addisonkrise). Det kan du se en lille video om her:
Men altså, hvis jeg er nået for langt ud i krisen, kan jeg ikke klare den selv ved at tage ekstra piller og må altså indlægges. Det gælder også, hvis jeg af anden årsag som fx Roskildesyge, kaster op og får kraftig diarré. (Hvilket i øvrigt også kan være symptomer på krise – ja forvirrende!) Så kan jeg ikke holde pillerne længe nok i maven til, at de bliver optaget og sender det livsnødvendige hormon rundt i kroppen, og så er det babuuu afsted!
Så ja, det er en succes, at jeg har klaret at selvjustere min medicin så tilstrækkeligt, at vi har undgået indlæggelse – selvom det har været meget tæt på og på ingen måde perfekt. Hospitaler stresser mig meget, så det er kun i helt uundgåelige livsnødvendige situationer, at jeg tager hen for at blive indlagt…
Du kan finde video for pårørende HER.
Jeg er bedre til at lytte til mig selv og min krop
En anden succes for mig er, at jeg er blevet bedre til at lytte til min krop. Det fremgår indirekte af ovenstående, men ikke desto mindre så er det virkelig vigtigt og nok til at få sin egen spalteplads. Jeg er på ingen måde i mål og kommer dagligt til at over- og undervurdere, hvad jeg kan og har brug for. Men jeg øver mig…
For tiden har jeg fået energi til at have en lille rolig stund om formiddagen med min morgenmad og lidt opbyggende læsning. Det giver mig en god start på dagen. Noget, jeg har brug for. Jeg tager mig tiden og har lavet en regel for mig selv. Ingen sociale medier og internetsøgninger før morgenmaden. Ellers får jeg ikke spist før frokost! Min nye morgenrutine er en stor succes for mig – både for krop og sjæl.
Jeg bruger bl.a. en app, der hedder First5. Du kan finde den HER.
Den sidste halv anden uges tid, har jeg haft det usædvanlig godt og kunnet en masse, som jeg ikke har kunnet i det omfang tidligere. Som fx fastelavnsbagning og hygge med Liva. Det lod sig gøre, fordi jeg tog mine hvil og pauser og ikke forsøgte at være aktiv hele dagen. Jeg har lavet en del mad og endda studeret og cyklet en tur til havnen (hvor jeg tog billedet ved vandet). Jeg har lyttet til mig selv og mine behov samtidig med at jeg er taknemmelig for det, jeg har kunnet. Det er da en succes.
Jeg øver mig i taknemmelighed
En tredje er, når jeg formår at tælle mine velsignelser. Jeg ser meget Netflix ik’… Og for nylig sagde den søde lærerinde i den Canadiske historiske dramaserie til en ked af det lille pige, der ikke kunne sove:
When I feel sad and cannot sleep, I count my blessings
Det synes jeg faktisk var en helt udemærket god idé. Simpelthen begynde at regne alt det op, jeg har at være taknemmelig for. Små og store gaver i mit liv og i min hverdag. Sige det højt måske og takke for det hele.
Jeg er taknemmelig for Liva og Ludvig, min familie, mine venner, min kirke, at jeg har et hjem, for en sidste chance til at gøre studiet færdigt og håbet om, at det måske kan lykkes. Jeg er taknemmelig for, at selvom vi er ramt af influenza så har jeg haft en del gode dage, og så kom vi jo alligevel til Disney on Ice…
Jeg synes også, det her billede illustrerer det med succes og kronisk sygdom meget godt…
Hvis succeskriterierne er, at undgå indlæggelse – så vidt muligt – og at stå ud af sengen, så er det måske også lettere at få øje på velsignelser, som andre ikke lægger mærke til? Det ændrer i hvert fald mit perspektiv og sætter mindre pres på mit liv. Og pres, det kræver kortisol, så det er godt at være vis omkring det…
Det var lidt om mig og mine succeskriterier. Hvad er dine succeskriterier? Har du sat barren for højt? For lavt? Eller har du måske slet ikke sat den…? Lytter du til dig selv? Din krop og dine behov? Tæller du også dine velsignelser?
