I dag skal vi rejse hjem igen. Jeg er fuldstændig smadret. Bl.a. fordi jeg gik i panik og krise i går. Jeg og vi havde vist ikke respekteret mine grænser og behov tilstrækkeligt på turen. Vi forsøger så godt vi kan, men det hele blev vist alligevel for meget for mig. Jeg var godt klar over, at jeg gik længere og længere ud på den tynde is, men tænke “det går nok”. Til sidst sagde både sind og krop fra, og isen brast.

Hvad var det, der skete?

Manden og jeg kørte afsted for at shoppe lidt og der i bilen på parkeringspladsen i det nærmeste storcenter flegnede jeg fuldstændig ud. Tårerne stod ud og stemmen hævede sig mere og mere og der blev råbt i den lille bil…

Jeg kan ikke det her!!! Hjææælp!!! … Du hjælper ikke!!! Du lytter ikke!!! Jeg går i panik!!! Jeg kan ikke!!!

Efter måske en time faldt jeg ned og kunne tage imod igen. Vi købte det, vi kom for og skar efterfølgende alt socialt fra i hvert fald for mig. Jeg fik løbende stressdoseret min hydrocortison og afværget en addisonkrise og indlæggelse.

Hvad har jeg brug for?

Det er svært både for mig selv og mine omgivelser at vide, hvad jeg har brug for. Det er svært at forklare mine behov, som for mange kan virke abstrakte og uforståelige. Jeg kan konstatere, at jeg har brug for hjælp til at få det, jeg har brug for. Det er ikke nok, at jeg har tilladelse til og mulighed for at trække mig tilbage alene på værelset.

Mit særligt sensitive væsen kan ikke klare et 6-nætters besøg, hvor man spiser sammen flere gange om dagen og har “fika”, plus juletraditioner med flere sociale aspekter. Jeg har brug for, at vi kan være mere for os selv bare vores lille trekløver uden andre at forholde mig til. Jeg har brug for mere tid kun med min bedste ven. Det er ikke nok bare at være alene. Jeg kommer også for let til at presse mig selv – nok fordi jeg er et meget socialt væsen og holder af menneskerne vi besøger og ses med. Det bliver bare hurtigt for meget.

Derudover foregår det meste så også på svensk, når vi er i Sverige. Det er også hårdt for hovedet og krævende. Jeg har heller ikke overskud til Liva, og det er svært. Hun bliver også overstimuleret og reagerer til tider.

Men er vi ikke blevet klogere siden sidste gang?

Det er ikke første gang, at jeg i slutningen af et besøg ender i krise. Jeg synes, vi er blevet klogere, og vi har også taget en del forholdsregler. Men det er svært at efterleve og bede om at andre skal tage så meget hensyn hele tiden. Jeg er jo også virkelig taknemmelig for alt, der bliver gjort og givet i den bedste og mest omsorgsfulde mening. Jeg har også forsøgt, at gå for mig selv, at bede om at ikke at spise morgenmad med de andre, at gå tur, og hvile og holde pauser, men det var ikke nok. Ja, jeg klarer det åbenbart ikke selv. Jeg har brug for andre rammer og for hjælp.

Kan du finde ud af at respektere dig selv, dine grænser og behov – også selvom det kræver andres om hjælp og at bede om den også? Også selvom du så må tage (ekstra) plads og endda i andres hjem?

Og så er jeg jo kronisk syg

Jeg har jo så også en ekstra udfordring. Udover at have et sensitivt sind, som er på overarbejde med alle indtryk og hurtigt bliver overstimuleret, så er jeg også kronisk syg. Usynligt syg. Min krop kan ikke regulere den livsnødvendige kortisol efter stressniveau. Min krop er følsom overfor sindets overbelastning. Så når sindet går i krise, går kroppen også i krise. Jeg bliver kvalm, udmattet, diffus i hovedet og underlig i kroppen. Bare virkelig dårlig.

Midt i alt skal jeg så vurdere, hvor meget medicin jeg skal øge med, og hvornår jeg skal tage den. Det klarede vi dog skidegodt, hvis jeg selv skal sige det. Den slags situationer kunne let ende i en indlæggelse, fordi kroppen ikke kan følge med. Hvis den ikke får det, den har brug for, så kan jeg faktisk dø af det. Men jeg er på benene og sidder nu i lufthavnen og er på vej hjem. Jeg er stadig dårlig, men nogenlunde ok under omstændighederne. Ok nok til at klare hjemrejsen. Jeg har taget boseørebøfferne på som lukker en del lyde ude, har (åbenbart) stressdoseret medicinen tilpas og sindet er knapt så belastet nu.

Undskyld lille Sofie

Jeg har sagt undskyld til den lille Sofie, som jo har råbt og skreget og tudet indeni, længe før jeg gjorde det udadtil. Sagt undskyld for ikke at respektere hendes grænser og behov. Undskyld for ikke at lytte, når hun sagde stop. Da jeg begyndte at lytte og handle derefter, først der begyndte det at vende. Det er let at blive selvbebrejdende, men det gør det bare værre.

Jeg tror, lille Sofie tilgiver mig. Jeg tror, hun ved, at jeg gjorde mit bedste, men hun var alligevel nødt til at protestere. Jeg vil gerne blive bedre til at lytte undervejs og ikke mindst skabe rammer, som passer bedre – fra start.

Det er ærgerligt, hvis alt det gode og hyggelige drukner til sidst i overstimulering, panik og krisehåndtering, for vi har det jo også smadderhyggeligt. “Jeg vil bare gerne hjem nu.” Som Liva lige sagde, da vi stod i køen til at boarde flyet.

Næste gang bliver det bedre

Jeg øver mig i at have nåde med mig selv. Vi gør det bedre næste gang. Det bliver nok heller ikke perfekt, men det bliver (forhåbentlig) bedre. Vi må finde flere strategier. Mere konkrete og holdbare strategier. Sammen.

Har du nogle gode strategier som fungerer for dig og dine som sensitiv og/eller kronisk syg ved længere (familie)besøg?

Del meget gerne.

PS: Vi kom godt hjem, har pakket ud og jeg sidder nu i sofaen og redigerer mit indlæg her… Stadig taknemmelig for alt det gode turen også indeholdt. Alt godt herfra og pas på dig selv ik’ 💕