For lidt over en måned siden fik jeg gang i bloggen her. Der var nogle uger med opsætning og forberedelse og alt det dér og så en dag… Så var jeg pludselig online. Offentlig og på. Jeg havde haft lidt over en måned op til påsken, hvor jeg helt havde holdt mig fra Facebook (fb) – med meget få undtagelser. Det var virkelig godt for mig med en lille pause fra det. Det var en slags faste, kan man vel sige.

Før min fb-pause, var det i virkeligheden også ret begrænset, hvor interaktiv jeg nu var derinde i overloadet af random info og folks skøre indfald, delinger og likes. Jeg har levet et liv fra sofaen i ca. 2 år og de der online ting, har været min kontakt til omverdenen. Læs noget af min historie i Mig og Cushing #2.

Jeg er helt utroligt taknemmelig for den online verden! Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skulle have gjort uden den livline ud af sofaen. Jeg har chattet og connected – læst om mine sygdomme og andet. Bestilt mad og gadgets, delt lidt på fb og surfet de usynlige bølger, når jeg ikke har stenet Netflix og Viaplay. Jeg har måttet udskifte tastaturet til min iPad op til flere gange undervejs…

Det blev ekstra tydeligt for mig i min pause bare fra fb, hvor meget mit humør i virkeligheden bliver påvirket af, hvad jeg læser på nettet. Når man er særligt sensitiv, tror jeg, man kan blive ekstra overvældet af de her online medier. Man tager flere detaljer ind og det går dybere ind i ens følelsesliv (Læs her om Særlig sensitivitet). Stemninger, folks kommentarer og fokus påvirker en meget. Man kan måske også – som jeg – have svært ved at stoppe igen. Pyh!

Jeg kan også komme til at tænke på alt det, de andre har og kan, som jeg ikke selv har eller er en del af og ikke har mulighed for. Der er også gode og hyggelige ting, men tit må jeg konstatere, at jeg er mere drænet bagefter – i hvert fald når jeg ikke formåede at styre mig selv og det hele med en overlegen fast jernhånd.

Hvorfor gør jeg det?

Jeg har tit tænkt, hvorfor gør jeg det her, når det tydeligvis ofte gør mig mere overstimuleret, depressiv, overvældet, usikker, jaloux og andet skønt…?
Er det sådan et Paulustilfælde af “Det jeg ikke vil gør jeg, og det jeg gerne vil, gør jeg ikke”? (Romerbrevet 7:15)

Jeg har det med at sammenligne fb med Bilka. Når jeg kommer i Bilka, er det alt for overvældende og fristende at se på alt muligt, som slet ikke var det, jeg skulle. Man kan hurtigt lige finde noget tøj til Liva og det kan tage mig laaaang tid at vælge hvad og så hvilken farve og str. Jeg kan da også lige prøve lidt forskelligt til mig selv… Og så er der mit optimeringsgen, der skriger og siger, at nu når jeg endelig er der, så skal jeg jo også komme i tanke om og købe de ting, som de ikke har i Netto eller på Nemlig.com fx, hvor jeg som oftest ellers handler. Før jeg har set mig om, har jeg været der i 3-4 timer!!!
En gang måtte jeg købe en salat og sætte mig i deres havemøbelafdeling og lige få blodsukkeret lidt op igen, før jeg kunne komme videre og forhåbentlig få kæmpet mig hen til kassen.

Men ja, det er i virkeligheden samme princip som med fb… Jeg føler mig ofte som en idiot, fordi jeg kan være så dårlig til at håndtere det. Shit altså!

Jeg kan konstatere, at det er blevet lettere for mig at gå i Bilka efter min hjerneoperation. Før operationen var mit kortisolniveau (stresshormon) unaturligt skyhøjt og min stresstærskel var langt under nulpunktet. Som du kan læse om i Mig og Cushing #1.
Det har altså også noget at gøre med ens tilstand ellers. Hvis jeg er overstimuleret og stresset eller presset, så er det sværere at holde tøjlerne og styre igennem Bilka og online.

Livet online

Men for at komme tilbage til mit forhold til det der onlinehalløj… Efter jeg startede bloggen, har jeg været meget mere aktiv på nettet, på fb, på Instagram, på andre blogs etc. Hvis man gerne vil, at ens indlæg og opslag herom skal dukke op i folks feed, så skal man være aktiv og gerne på de rigtige tidspunkter. Ja, jeg vil da megagerne, at så mange som muligt skal se mine opslag og læse med – både familie, venner og bekendte, men også folk jeg aldrig har mødt, som kan finde forståelse, få indsigt, begynde at reflektere over de ting, som er en del af mine tanker, værdier og mit liv.

Jeg kan bare mærke, at det tager over. Det er ikke længere mig, der er aktiv med de online medier. Ofte er det lige omvendt. Medierne er blevet aktive i mig og ikke nødvendigvis på en sund måde, der er god for mig, og som jeg vil det.

Hej jeg hedder Sofie og jeg er dopaminafhængig!

Det har vist også noget at gøre med det der afhængighedslykkestof, som hedder dopamin. Det har jeg snakket med andre om og hørt sociologer og andre kloge hoveder fokusere på. Altså hvordan vi oplever en umiddelbar glædesrus, når vi fx får et like og bliver “belønnet” med et skud dopamin – en automatisk reaktion i hjernen. På den måde kan jagten på likes og anden bekræftelse online let tage overhånd og trumfe det, som vi i virkeligheden også gerne vil give vores opmærksomhed og nærvær til.

En ting er sikkert, sådan som det er lige nu… det skal der laves om på! Jeg vil lave nogle rammer for, hvornår, hvordan og hvor meget, jeg vil være på diverse online medier i lyset af, hvor meget jeg vil noget andet, som nærvær i familien og der, hvor jeg ellers er. Jeg bruger bevidst ordet VIL her og ikke MÅ.

Jeg vender tilbage, når jeg har prøvet nogle rammer af…

Indtil da, ville det være SÅ fedt, hvis du ville give dit input her!

Har du også udfordringer med at håndtere livet online? Hvordan? Hvad gør du ved det? Har du nogle rammer for dig selv og din familie ift. online skærmbrug?

Skriv i kommentarfeltet i bunden. Jeg takker på forhånd.

MEN bliv endelig ved med at dele, like, kommentere og alt det der…
Jeg vil stadig gerne trodse janteloven, nå ud til flere og interagere med dig og alle andre, som læser med. Jeg vil bare gerne selv vælge det til, når jeg VIL.