2017 var (som altid) et begivenhedsrigt år. Det var et hårdt år, men der var også mange gode stunder og ting. Ting, jeg ikke kunne gøre i 2016. Masser af ting at være taknemmelig for. Jeg havde lidt svært ved at huske, så jeg gik i mit fotoarkiv og fik opfrisket min hukommelse. Det er skønt, at man så let kan tage billeder i dag, synes jeg. Så nu vil jeg dele lidt high lights fra året der gik. Her er første del.

2017 var året hvor…

Jeg tog en masse billeder og videoer

Jeg fandt ud af, hvor meget jeg elsker at tage billeder og lege med video. Jeg tog faktisk rekordmange billeder og videoer – 7.591 styks!! Yes den er god nok. I 2016 var jeg kun oppe på 1.051… Måske en blandning af nyopdaget interesse, og fordi jeg har kunnet en smule mere i 2017.

7000 billeder og videoer i DK, og så lidt i Sverige og Finland… Det er så der, vi tilbragte år 2017.

Liva fik skoldkopper

Vi startede året ud med en del (ekstra og “normal”) sygdom og penicillinkure til tøsen. Vi andre havde vist også lidt på skift og så i slutningen af januar kom kopperne. Og masser af dem! De sved og kløede, og der var feber. Det var lidt for hårdt både for Liva og for mig. Så er det godt, at man har et par hjælpsomme bedsteforældre. Hun kom til Fyn til mormor og morfar efter et par dage. Tusind tak for hjælpen!

Disney on ice blev en tradition

Vi havde set Disney on ice første gang i 2016, og nu var det så 2. gang. En hyggelig tradition i februar. Når ens far er tidligere kunstskøjteløber, så er det jo et must. Vi skal også igen i år. Faren forsøgte at foreslå, at vi tog i Legoland i stedet, men det kunne der ikke være tale om. Vi glæder os nu til tredje år med Mickey og prinsesserne og alle de andre, der danser rundt på isen med musik og sang.

Sofies Sofa blev virkelighed

Jeg gik i gang med at lege med blog og onlinelivet, og sofiessofa.dk kom til verden. Det er helt klart en af årets største ting for mig. I marts begyndte jeg at lege lidt og så i april startede jeg for alvor med at dele fra min sofa og mit liv. Før det levede jeg også en stor del af mit liv online fra min sofa, men på en noget mere anonym måde.

Jeg er SÅ glad for, at jeg gjorde det. Det udfordrer mig og begejstrer mig, at kunne dele liv, tanker, billeder, musik, video – ja alt jeg har på hjerte. Og det er mig, der bestemmer hvad og hvornår. Det er også helt fantastisk, når nogen føler sig inspireret, forstået, opmuntret og beriget i en eller anden forstand. Jeg bliver så glad, når I giver respons, og jeg kan se, at det kan gøre en forskel udover at være min egen ventil. Tak for dig, og for at du er her i min sofa!

Har du læst mit første rigtige indlæg, hvor jeg gav janteloven fingeren?

Jeg rigtig dansede for første gang i over 2 år

Jeg fik vist aldrig fortalt om, hvordan jeg i maj måned på mirakuløs vis kunne danse til lovsangen i en hel halv time!! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst kunne danse på den måde, men det var i hvert fald ikke muligt siden april 2015, hvor jeg blev sygemeldt. Det var heller ikke sket efter min hjerneoperation i okt. 2015 og jeg længtes og drømte om igen en dag at kunne danse. En ven fra min kirke (Roskilde Vineyard), bad for mig en gang i april 2017 og udfordrede Gud. Han sagde, at han ville se mig danse (som jeg før har kunnet) til en weekendkonference vi skulle til i starten af maj. Der var tre uger til og på det tidspunkt, var det slet ikke fysisk muligt for mig at klare at danse på den måde.

Da konferencen gik i gang og vi kom fredag aften, kunne jeg stadig kun klare at stå op en kort del af lovsangen (musik og sang med fuldt band). Sidst i mødet var der en finsk pige, som selv var blevet helbredt i skuldrene for en alvorlig sygdom, som gjorde at hun ikke kunne løfte armene. Det kunne hun så nu. Hun fortalte med tolk sin historie og bad fra scenen bl.a. for folk med sygdom i hjernen. Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne mærke, at jeg blev meget rørt af det. Næste aften var der igen fuld knald på lovsangen og denne gang sprang jeg ud i midtergangen, for jeg måtte bare danse. Jeg dansede hele lovsangen igennem – nok en halv time og jeg plejede ikke engang at klare at stå oprejst så længe. Jeg smiler stadig og bliver fuld af begejstring nu, når jeg tænker på det. DET VAR SÅ STORT!!

Det her er fra konferenceweekenden, hvor jeg dansede på livet løs lørdag aften. Her er det mig og min højgravide skønne søs♥️

Vi købte en andelslejlighed og flyttede til Roskilde

Det blev min flytning nr. 35!! Det var en hård omgang at rive rødderne og teltpælene op igen og sige farvel til søde naboer og et velkendt og trygt liv i Ishøj. Et liv, som var alt, hvad Liva kunne huske. Hun havde boet der, siden hun var 1 år og gået i vuggestue og børnehave i Firkløveren. En institution, som var blevet meget mere end blot en institution, men en tryg base for vores guldklump, mens livet var meget turbulent. Jeg har skriblet lidt om det HER. En tid hvor vi fandt ud af, at med en livsfarligt syg med Cushing, med efterfølgende hjerneoperation og alt, hvad der følger med af fysiske og psykiske ekstremer og udfordringer, når man har helt ekstreme hormonubalancer. Du kan læse om det bl.a. HER.

Vi levede et noget splittet liv med kirke og venner i Roskilde og hverdagsliv i Ishøj. Vi ville gerne gøre en forskel, der hvor vi boede og der, hvor vores kirkefællesskab holdt til. For at få det til at hænge sammen, var vi nødt til at give slip på noget. Det føltes som det helt rigtige tidspunkt for os at samle vores liv mere og flytte til Roskilde. Den historie kan du læse om HER.

Vi har været utroligt glade for, at vi flyttede, og vores liv er blevet mere samlet. Vi er stadig i gang med at forsøge at komme på plads og komme af med ting, for vi var nødt til at flytte til mindre, for at det kunne lade sig gøre. Nogen gange må man ofre noget for at få noget andet.

Vi er begyndt at kende byen lidt bedre og nyder at have kirke og venner tæt på. Det betyder, at jeg også kan komme i en netværksgruppe med skønne kvinder og dele livet med tro og i det hele taget ses mere med andre her i byen. Det har jeg ikke kunnet i over to år! Det er dejligt at være en del af byen og på vores egen måde gøre en (lille) forskel lokalt.

Jeg savner naturen, stranden og havet ved kysten, men der er nu også smukt ved fjorden, som her fx. Wauw!

Jeg vil stoppe for nu. Jeg blev jo nødt til at dele det lidt op, da der pludselig var så meget at se tilbage på. Læs mere om mit 2017, når jeg deler #2 ganske snart…

Har du også set tilbage på året, der gik?

Author

3 Comments

  1. Pingback: 2017 - Hvad skete der egentlig? #2 - Sofies Sofa

Write A Comment