Hvis du har fulgt med inde på Instagram og Facebook, hvor jeg deler lidt mere fra hverdagen end her, så har du måske set, at jeg har stillet spørgsmål til min nutid og min fremtid.

Jeg reflekterede også over det i min video med tanker om mit liv, som du kan finde HER.

Spørgsmål til, hvad jeg kan og skal i den næste tid. Jeg har måttet konstatere, at jeg ikke kunne studere så meget, som jeg håbede på. Jeg fik lov at gøre et forsøg med at skrive min BA-opgave og afslutte min uddannelse på halv tid. Fra september var jeg altså ikke længere sygemeldt. Jeg var til en vejledning og gik så i gang med læsningen. Det gik langsomt, men det var også spændende.

Siden slut september og et par uger frem klarede jeg at læse måske 8 timer i alt. Ekstra undersøgelse på Riget og mine “almindelige” undersøgelser og behandling plus minium en virus, som lagde mig ned i ca. 14 dage, har gjort, at jeg måtte lægge studiet på hylden.

Det var for meget

Jeg har måttet konstatere, at presset var for meget for min krop og psyke. I en weekend midt i november var jeg og hverdagshelten på kæresteweekend. Her ville jeg søge svar og vejledning, og det fik jeg. Der i naturen ved det brusende hav og den storslåede natur i høj sol, regn og blæst, der midt i overvældende solnedgange fik jeg en klar fornemmelse af, at det var tid til en ny sygemelding. Så nogle dage efter vi kom hjem igen, blev jeg sygemeldt igen.

I øvrigt var det en helt fantastisk weekend. Du kan se flere billeder HER.

Min endokrinolog på Riget, har mange gange sagt til mig, at nu skulle jeg gå hjem og nyde min familie og det, jeg har og kan. Hun gav ikke udtryk for, at jeg skulle presse mig selv til at studere, hvis jeg ikke kan det. Hun sagde, at det kun er mig, der ved, hvad jeg kan. Og ved du hvad…?

Det ved jeg altså ikke 😉 Men jeg finder ud af det ved at prøve mig frem. Så det gør jeg. Prøver mig frem.

Har jeg fortrydt, at jeg gjorde et nyt forsøg med studiet?

Nej… Det er altså svært at vide uden at prøve. Det er også inspirerende at studere.

Var det mere, end jeg kunne klare?

Ja… I hvert fald lige nu. Suk!

Jeg er elsket uanset hvad

Jeg har en oplevelse af, at min fremtid er i Guds hånd. At jeg er elsket og dyrebar uanset, hvad jeg kan og ikke kan. Uanset hvad jeg gør og ikke gør. Det er noget, jeg øver mig i at leve ud fra – at stole på – at tage helt ind i mit hjerte. Det skal være min identitet. Et barn, der er ønsket og elsket og dyrebart – helt ubetinget.

Jeg har ikke opgivet helt at gøre mit studie færdigt. Ikke endnu. Måske vil jeg gøre et nyt forsøg i foråret, hvis jeg får lov. Jeg kan ikke “bare tage mig sammen” og kæmpe mig frem. Min krop siger stop. Det er i Guds hånd. Jeg prøver bare, at spille med de kort, jeg nu en gang har fået på hånden.

Efter weekenden tænkte jeg: Nu vil jeg “gå hjem” og nyde min familie i den næste tid og bare være. Jeg vil tage billeder og skrive det, jeg har på hjerte – uden et deadlinespres. Jeg vil leve i tillid. Lade fremtiden være op til Gud. Jeg vil være barn og glæde mig over det, jeg har og kan lige nu.

Det har jeg gjort og vil fortsætte med lidt endnu. Så må vi se, om og hvornår tiden er til noget mere og andet…

Desuden har december med jul og nytår nok i sig selv til at konsumere al min kunstige kortisol og energi😉