For et par dage siden postede indlægget Flyttekaos – Venner og sofaen er trofaste… Jeg ledte med lys og lygte efter det indlæg, hvor jeg havde skrevet om at bede om hjælp og tage imod den. Jeg fandt da også noget, men det var ikke det, jeg havde i tankerne. Det viser sig jo, at det er fordi, jeg skrev et indlæg om aftenen d. 7. juli, da vi flyttede. Jeg udgav det bare aldrig. Så det kommer lige nu i stedet. Ja, jeg er godt rundforvirret i disse dage🙈😉
Tanker fra flyttefredagen
Jeg er træt, men nu har sofaen og jeg skiftet adresse – ikke online men herude i det fysiske…
Jeg er SÅ taknemmelig for og imponeret over alle, der har hjulpet os i denne proces. Det er vigtigt at bede om hjælp, og vigtigt at stille op – men kun når man kan og på den måde, man kan. Jeg kan ikke selv stille så meget op, men vi er alle lige vigtige og dyrebare. Syge eller ej. Vi har brug for hinanden.
Jeg takker Gud for hver og en
Tak Gud for alle skønne mennesker, du har givet til mig. Ja givet for de er gaver, og alle gode gaver kommer fra dig. Må de alle opleve din velsignelse og vide, at de er højt værdsat og elsket hver og en – også dem som måtte spare deres kræfter til noget andet end at hjælpe lige os nu❤️
Jeg synes, jeg er blevet bedre til at tage imod. Jeg gør det og oplever, at ligesom med det meste andet bliver det lettere, des mere jeg trodser usikkerheden og gør det alligevel…
I virkeligheden tænker jeg, at det er endnu en måde at bede janteloven skride. Jeg må gerne tro, at jeg er nogen. Nogen værd at hjælpe og gøre noget for. Syg og sensitiv – jeg er fin og værdifuld, som jeg er.
Et hvil midt i kaos
Jeg tager mig et hvil midt i flytterodet, som jo stadig er det samme flytterod bare et nyt sted nu. Et hvil, hvor tanker og følelser får lov at bare være og lige bundfælde sig. Nogle bliver til sorte bogstaver og ord her på skærmen. Andre er der bare.
Jeg sidder i min lænestol, for sofaen er i flere stykker og uden sit betræk. Sådan kan det også føles at flytte. Man skal lige samles igen og føler sig temmelig bar. Det er ok. Sådan skal det være, og det ved jeg godt…
Jeg har alligevel lidt mere ro indeni. Også selvom mit nye hjem er proppet med måske 70-80 flyttekasser på tre værelser og mange flere møbler, end der kan og skal være på sigt, som også skal samles. Vi er her af en årsag, der er større end at bo stort og flot. Større end længere til Ludvigs arbejde og mere bilkø. Større end os selv – selvom jeg ikke er meget for at give afkald på noget af min egen bekvemmelighed…
OG så glæder jeg mig til at have et mere samlet liv og ikke have et ben i to byer. Jeg var jo nærmest ved at gå ufrivilligt i spagat!
Så ja vi ofrer noget og får så meget andet.
Kan du finde ud af at bede om hjælp og også tage imod fra andre?
Jeg vil blive ved med at øve mig. Øve mig på at være mig, ikke forsøge at klare den selv og bede om hjælp – den fysiske og den åndelige. Til mennesker og til Gud. Jeg øver mig på at respektere mine grænser, begræsninger og behov. Nogle kan imødekommes og andre må jeg finde en vej i ud fra de muligheder, der er. MEN det sker ikke, hvis jeg ikke siger det og spørger.
3 Comments
Nej, jeg er faktisk ikke særlig god til at bede om hjælp. Jeg har det bedst med at klare tingene selv (vel vidende at det kan man ikke altid).
Over de sidste 8 mdr, er det gået op for mig at der er tider, hvor man bare ikke kan alting selv. Rammerne omkring mit liv har ændret sig og det har gjort at intet er som nogensinde før. Jeg er stadig røvdårlig til at bede om hjælp, men som du, øver jeg mig og bliver langsomt bedre til at acceptere at jeg ikke kan alting selv og at det er ok at have brug for andre.
Grænser… Jeg har fundet ud af at jeg ikke længere kan spænde buen helt så stramt, som jeg kunne før og at det begrænser hvad jeg kan i forhold til at være social og deltagende. Men jeg accepterer at sådan er det ligenu og det er ikke sikkert det bliver meget bedre, men så må det være sådan – min krop siger fra både fysisk og mentalt, hvis jeg overgør det og mine børn kan heller ikke rumme at der sker for meget… Det er bare rammen for vores liv ligenu og hvis vi skal kunne holde ud at være i det, så er vi nødt til at acceptere de begrænsninger vores situation sætter for os.
Det er eddermame ikke nemt, men det bliver det forhåbentligt med tiden…
Kære Ditte
Mange tak for din kommentar! Jeg har været på ferie og skal videre igen, så jeg har ikke haft tid til at svare før nu…
Ja, det er faktisk en stor udfordring for de fleste både at bede om hjælp og også tage imod den. Første skridt er at være opmærksom på det og anderkende, at man faktisk har brug for hjælpen, tænker jeg.
Hvor er det godt, at du lytter til din krop og dit indre – og ikke mindst dine børn og prøver at respektere, det du så hører og finder ud af ift. behov og grænser og det hele. Man er nødt til at acceptere det udgangspunkt, man har for at håndtere livet på en sund og god måde. Der er man også nødt til at tage ens nærmeste med i betragtning. Sejt, at du gør det!
Må du blive bedre og bedre til at bede om og modtage hjælp. Jeg tænker vejen frem er at gøre det – selvom det er udfordrende og føles grænseoverskridende måske. Det ER svært for mange af os – men ikke umuligt…
Alt godt til dig❤️
Kærligst fra sofaen
Pingback: Flyttekaos - Venner og sofaen er trofaste... - Sofies Sofa