Hvorfor er det være så svært med mors dag?

Mors dag er en udfordring for mig. Det gælder også andre mærkedage som fx min fødselsdag, bryllupsdag – den slags, hvor noget og nogen (jeg) skal (eller skulle…) fejres, påskønnes og hvor der tit går kludder i forventningerne og følelserne. Al mulig bagage – og ikke den kønne hyggelige slags – kommer pludselig frem fra en støvet, gemt væk og ganske mørk hylde. Støvet, der hvirvler op, får både mig og Ludvig til at hoste, og jeg får tårer i øjnene. Det er ikke bare DEN dag, vi begge møder, men også ALLE dage før den. Det er ikke rimeligt for nogen af parterne, men det er virkeligheden – uanset om vi vil det eller ej. For mig er løsningen ikke bare at droppe det helt. Jeg vil gerne fejres.

Så hvad gør man så? Hvordan skal jeg, han, vi gribe det an?

Det er en af de her situationer, hvor ting virkelig bliver sat på spidsen. Vores forskelligheder kommer frem i fuld flor, og vi har svært ved at se og møde den anden. Vi udfordres og forstår måske ikke. Vi kommer til at såre og reagere.

I sådan en situation kan det være en ekstra udfordring med mine hormonubalancer og min sensitivitet. (Læs om hormonubalancerne her og sensitiviteten her.)

Denne her mors dag, var en af dem, hvor jeg bare var ked af det, følte mig helt fra den og tårerne løb i lang tid.

Når jeg har det sådan, og føler jeg intet kan gøre selv for at vende situationen, så snøfter jeg – Hjælp mig, Gud! Åh jeg har brug for hjælp. Hjælp mig til at komme videre... Nogen gange hvisker jeg. Andre gange råber jeg med eller uden lyd.

Så er det som om, at der stille og roligt sker noget. På den ene eller anden måde kommer vi videre i situationen. Alt er ikke løst på mirakuløs vis, men vi kan måske begynde at tale med hinanden uden kun at reagere. Vi vælger at være på samme team. Vi mødes midt i kaosset af bagage og støv – følelser og forskelligheder.

Sensitiviteten er nu ikke kun til besvær…

Lige dér kan den faktisk også hjælpe os. Den viser mig detaljer om det, der sker. Når jeg er faldet blot en smule ned og kan tale om det, så er det sensitiviteten – Gud i mig, der hjælper mig til at belyse, hvad der sker. Hos mig selv og måske også hos Ludvig – i hvert fald ud fra mit perspektiv.

Halvdelen foregår på engelsk, fordi det ikke helt er for små ører. Liva oplever konflikten og forsoningen, men bliver ikke involveret i det hele. Vi snakker om, at det er ok at være ked af det. At det er ok at diskutere ting. At vi gør det og beder Gud om hjælp, fordi vi elsker hinanden og gerne vil forstå og finde en løsning sammen. Det løser sig og det er godt. Det hele er en del af livet.

Midt i alt får jeg stille og roligt sagt: “Jeg elsker dig Liva.” Og hun svarer roligt og bestemt “Og jeg elsker dig mor.” Jeg tror det reddede min dag. Mors dag…

Hvordan har du det med mors dag? Eller andre mærkedage for den sags skyld? Synes du også, det er svært? Konfliktfyldt? Forventningsforvirret? Har du helt opgivet enhver forventning? Hvis du har opgivet, er det så en god ting? Føler du dig værdsat og fejret? Er det bare en ren fornøjelse?

Vi lever, snubler, beder om hjælp, tilgiver, forsøger at forstå, mødes, bliver udmattede, lærer og vokser. Det er alt sammen uperfekt, men vi elsker og bliver elsket.

Efter alle udfordringerne og tårene vil Liva ringe til mormor, og jeg tænker… Perfekt, godt nok er jeg helt smadret nu, men så kan vi da ringe og sige glædelig mors dag og fortælle min mor, at hun er elsket❤️ Ring ring ring… lidt snak… “Vi ville bare lige ringe for at sige glædelig mors dag…” “Jamen kære, det er da først på næste søndag…” Whaaaat!!? Det’ en ommer!

PS: Ja, det var altså sidste søndag… I dag, på den rigtige mors dag gik det heldigvis helt anderledes. Der var ikke samme pres på inde og udefra. Trykket var lettet. Vi havde jo så fået snakket en del om, hvad der betyder noget, og hvordan det kan kommunikeres osv. Liva vækkede mig, og jeg fik mumlet, at jeg godt ville sove lidt længere, men gik så alligevel ind i stuen lidt efter og sagde, om vi lige kunne prøve igen, og så blev jeg mødt med en begejstret Liva og morgenmad på sengen. Jeg fik et skønt kort lavet i samarbejde med Pappa (Ja Ludvig ikke…) Der var også blomster. Ja, det med blomster og mig er en historie helt for sig. Det er ikke let, men jeg blev faktisk rigtig glad og taknemmelig, følte mig fejret og elsket og fik tårer i øjnene – den gode slags – da Liva sagde, at jeg er den bedste mor. “Mor, du er min superhelt!”

I får lige lidt billeder… Tegningen øverst er fra generalprøven og resten er fra “den rigtige” mors dag.