Min ven var syg. Med noget, som ikke kunne opereres væk. Lasse Bunk er gået bort. Min kære kære gamle ven , som jeg har delt mit hjerte med i en tid, hvor tro var nyt. Vi var unge. Vi var singler med fremtiden foran os. Vi delte dybe ting og talte om let og svært. Vi stod sammen på job, i kirke og fritid. Vi gik sammen side om side et stykke ad livets vej. Vi spillede og sang – vi tilbad den største kærlighed, som vi havde fundet. Vi stillede spørgsmål til hinanden og sammen om tro, Jesus og livet – ja alt derimellem. Vi lo og pjattede, som søskende kan. Tog på eventyr i Sveriges land – med guitaren på nakken og lovsangen i hjertet. Billedet her har Lasse taget i maj 2007 i en lille flække i det svenske på vores lovsangskonferenceroadtrip. Han kaldte det “Sofie og frostklar Peugeot 206”. Det var tider!

Lasse frittede også Ludvig, som nu er min mand, da han kom ind i billedet. Skulle lige sikre sig, at ham svenskeren nu var god nok og fin i kanten, som en rigtig brormand gør det. Min Ludvig blev godkendt. Kort tid efter gik det dog brat ned ad bakke. Lasse blev syg og hans sind forstyrret. Det var ikke ham selv, men en nådesløs sygdom – en frygtelig sindstilstand.

Sygdom og traumer skilte os ad. Vi holdt kontakten i ny og næ, men det blev aldrig det samme igen. Han forsøgte og var med til min og Ludvigs vielse, men sindet ville ikke følge med. Jeg fandt trøst i, at han havde Gud og troen, et kærligt fællesskab i Odense Vineyard, venner og familie. Lasse var et lys for mange midt i sit eget mørke og andre bar lyset til ham. Han beholdt sin helt egen plads i mit hjerte. Den har han stadig. Jeg sørger med alle hans kære nu, hvor han er borte.

Da jeg fik de triste nyheder, at hans sygdom havde drevet ham til at slutte sit liv, da brast mit hjerte. Jeg kunne ikke sove og skrev i stedet et digt. Jeg skrev det med tårer, men også med fred. Et digt til min kære Lasse.

Mit hjerte brister
Dyrebart vi mister
Hvad fik dig derhen, min ven?

Du, jeg har kær
Som en gang var så nær
Vi mødte hinanden og fandt
Noget smukt os sammen bandt

Din humor din charme
Din omsorg og varme
Et venskab vi fik
Og sammen vi gik

Side om side – vi gik et stykke
Ad livets kringlede vej
Med bakker, toppe og dale
Dér gik vi – du og jeg

Vi bad og lo
Vi talte om tro
Spekulerede, spillede og sang
Og så skete det pludselig – BANG!

Det gik galt – jeg blev bange
Det blev aldrig det samme
Hver sin vej vi stille gik
Men du havde stadig musik

Der er ting, jeg ikke forstår
Så meget, vi ikke formår
Forsvandt musikken for dig igen?
Det gør mig så ondt min ven

Må du hvile nu det sted
Hvor dit indre kan følge med
Det sted, hvor du har fred

Tak for dit venskab, for latter og drillerierne
Tak for din lytten, for bøn og for snakkene
Jeg går videre her på livets vej
Jeg vil huske, bede og savne dig

Vi ses min ven
Til en ny smuk sang
Tak kære Lasse
For denne gang

– Din ven Sofie

På fredag skal Lasse bisættes i Odense Vineyard. Alt for tidligt, hvis du spørger os, der er her endnu og kendte ham. Jeg håber virkelig, at jeg kan være med og klare rejsen – både indeni og udenpå. Jeg vil mindes, le og græde og sige – Far vel og på gensyn.

Måske kender du selv Lasse. Måske har du også mistet én, du havde kær og alt for tidligt. Må vi græde, trøste og heles. Må vi stole på, at de er et bedre sted. Må vi glædes over, at vi skal ses igen. Det tror jeg i hvert fald på.

Du skal også have en sang med på vejen. Må du hvile med Jesus og din himmelske far❤️

Samuel Lane The Father. (Klik på titlen for at høre sangen på Youtube. Find den på Spotify HER.)