Jeg forsøger at komme ud og gå en lille tur mindst en gang om dagen. I fredags var endnu en temmelig grå affære. Græsset jeg gik på var mudret, lidt noget sjask, og det hele mere som fugtigt efterår end vinter. Gråt og tungt. Pludselig midt i det brune opdagede jeg denne hvide fjer. Den blev så tydelig og stod i kontrast til alt andet.

Jeg længes efter at flyve – efter at føle mig fri som fuglen på himlen. Jeg skriver “føle”, fordi i virkeligheden er jeg fri. Fri fra med præstationer at verificere min eksistens og skabe mig en identitet. Fri fra at skulle have styr på det hele. Fri fra “skulle & burde”. Fri, fordi jeg er elsket, værdifuld og dyrebar uanset, hvad jeg gør og kan eller ikke gør og ikke kan.

Jeg lægger dagligt lænker på mig selv. Lænker af præstation, nedladende og negative tanker og ting, jeg ofte helt ubevidst og automatisk siger om og til mig selv.

Fjeren minder mig om duen, som symboliserer Guds ånd, kærlighed, anderkendelse og frihed.

Guds ånd i mig, der hvisker sandhed i kontrast til løgnen. At jeg virkelig er ønsket, elsket, dyrebar og fri. At jeg er fantastisk – altid. Ikke alt jeg gør er fantastisk, men jeg ER fantastisk. Blot ved at være til – at være mig. Det er ikke noget jeg præsterer, men fordi jeg er underfuldt skabt. Det er du også. Det tror jeg på.

Du er helt fantastisk – ønsket, elsket og dyrebar. Uanset, hvad du gør og kan eller ej. Uanset, hvad du føler. Uanset, hvad andre siger til og om dig, eller hvad du siger til dig selv. Du ER fantastisk.

Længes du også efter frihed?

Du kan også læse mit indlæg om selvkærlighed og om, hvad vi siger til os selv HER.