Den anden dag havde jeg en lille chatsludder med en kær veninde. Vi talte om vores generation og dem efter os, og hvordan vi tager så meget for givet og tænker, vi skal og kan få ALT. Det var egentlig ud fra min egen skuffelse over at konstatere, at jeg ikke kunne spille musikvideoer og numre på den måde, jeg havde forestillet mig dvs. altså uden at betale beløber, jeg ikke har råd til… (Se Musik fra sofaen #1)

Jeg tror, vi kan lære noget af generationerne før os. Dem, som kæmpede for at få tilgang til nogle af alle de ting, vores verden flyder over med i dag (altså for os, som bor her i det priviligerede vest.) Vores forældre og deres forældre måtte spinke og sparre for at nyde et godt glas vin og et stykke chokolade og komme på ferie, som min veninde skrev. Det var noget helt specielt dengang at tage på tur med børnene, få en is, tilegne sig et tv, anlæg og musik at spille på det og alt muligt, som vi ofte tager for givet i dag.

Den fine hytte på billedet er svigerfamiliens hytte på en ø i den finske skærgård. En hytte, som de selv med familie og venners hjælp har bygget og vedligeholder. Det har kostet, penge, kræfter og sved, for at vi nu kan nyde godt af deres prioriteringer og arbejde. Der er smukt og fredsfyldt. Der har man ikke alle bekvemmeligheder som fx rindende vand og toilet med træk og slip. Man bader i saunaen varmet op af brænde og ild. Dypper sig i skærgården og lever med tissemyrer og skøn natur. Liva elsker at plukke blåbær, som er overalt i skoven. Her på billedet – uden filter – er hytten pyntet op til Livas fødselsdags”kallas”. Lidt efter kommer Fami og Fafi med harmonika og sang og en time efter sad vi og alle gæsterne i bragende tordenvejr under halvtaget og spiste kage.
Fantastisk! Åh hvilken gave! Det er bare et eksempel på alle de sindssygt mange velsignelser vi i vores lille familie får. Tak!

Men…

Udover alle ting og oplevelser skal vi have alt andet også. Vi skal have et nærværende familieliv, hvor børnene bliver hentet tidligt, og der er tid til at være sammen og opleve en masse. Vi skal skabe os en karriere og en identitet, så vi er noget værd i samfundet og vores omgangskreds’ øjne. Nå ja og omgangskredsen skal være fuld af gode venner, som vi har rødvinsmiddage med og legeaftaler for børnene, samtidig med at vi kommer ud og har lidt alenetid med hobbyer, veninder og venner væk fra familiens hverdagsrod, som vi jo har styr på og som bare lige klarer sig selv undervejs. For ikke at tale om alle de ting vi skal eje og det smarte og rigtige tøj, vi skal gå i. Så var der også lige den økologiske, miljøvenlige og bæredygtige livsstil, vi skal præstere både for os selv og vores unger. Hvis man ikke vil have alle giftstoffer og andet crap i sig, er man jo også nødt til at lave alt, vi putter i os fra bunden. Vi skal også gøre en forskel lokalt og i verden omkring os. Vi skal engagere os i vores børns institutioner og skoler. Hvis man fx kommer i en aktiv kirke bygget på frivillighed, som vi gør, så skal man jo også være engageret der og have overskud til den nye i sofaen…

Pyh… Jeg melder mig ud!

Jeg tror på Gud. Jeg tror, han har skabt os i kærlighed og til kærlighed i relation til ham og til hinanden. Det er smukt og godt. Der må være en vej for mig og for os, som vi kan holde til og trives med i længden. Vi bliver så optagede af alt vi skal være, præstere og opnå. VI KAN OG SKAL IKKE DET HELE.

Det var ikke Guds plan. Lad os få taget nogle af alle de ting fra, som i virkeligheden ikke er så vigtige. Sænke ambitionerne. Undvære noget. Gå glip. Give slip. Simplificere. Nyde alt vi har – lige foran os og ofte helt gratis.

Jeg er på vej…

Livet med sygdom har tvunget mig til at sætte farten ned og give afkald på det meste. Sygdom og Gud har hjulpet mig til at se alt det, jeg havde (har) og tog for givet. Tvunget mig til at stoppe op, bede om hjælp, tage imod. Hjulpet mig til at se glæden i de små ting. De små fremskridt. Goder som at kunne lege bare en kort stund med Liva. Eller at kunne nyde god mad, en gåtur i naturen, elske med min elskede, mødes med en ven, være aktiv i min kirke, være med til festen. Ikke kun være udmattet og dårlig og bænket til min ellers så elskede sofa. Midt i smerte og vanskeligheder har der altid været små lysglimt og velsignelser. Alt jeg har, har jeg fået. Nogen gange glemmer jeg det, men når det lykkes, når jeg anderkender det, kan jeg være taknemmelig og glæde mig. Jeg er jo så rig…

Du kan læse mere om mit liv med sygdom her. Kun 1-2 ud af en million får Cushing. I’m one in a million😉.

Tager du som mig ting for givet? Ting som i virkeligheden er en gave og ikke en ret? Bliver du også overvældet af alt, vi skal skaffe, nå, gøre og kunne i dag? Ser du, hvor rig du i virkeligheden er?

Lad os stoppe op, anderkende og sige tak.

I får lige lidt flere Skämmöbilleder…