Jeg skrev dette i torsdags dagen efter endnu en opfølgning på Riget. Det gør noget ved mig og sætter altid en masse tanker og følelser i gang, når jeg konfronteres med mine omstændigheder, min sygdom og min historie og ikke mindst fra overlægens perspektiv.

Alle billeder i indlægget er uden filter… Skaberværket er for vildt!

Torsdagstanker

Jeg sidder her i sofaen og er gået lidt i stå eller dog… Det er ikke fordi, jeg slet ikke gør noget, men jeg er rundforvirret og har svært ved at samle mig og prioritere. Jeg har svært ved ikke bare at flyde med strømmen. Onlinestrømmen, facebookstrømmen, samfundsstrømmen, tankestrømmen, følelsesstrømmen…

Jeg kunne måske forsøge at tage alt på to-do listen fra en ende af, hvilket jeg heller ikke kan, for jeg har ligesom ikke gjort den konkret. Den flyder bare rundt indeni mig i et virvar af tanker og følelser.

Alt er ikke dårligt eller træls. Jeg har “bare” ikke regnet den ud. Jeg ved, at jeg er nødt til at prioritere, for jeg kan ikke alt det, jeg vil… Eller det, forskellige tanker og stemmer fortæller mig, at jeg skal – eller i hvert fald måske skulle.

Ligningen går ikke op

Ligningen går ikke op. Det er det, jeg kan konstatere. Jeg kan ikke alt det, jeg prøver på. Så er det vel, at man skal sætte sig ned og prioritere og finde ud af, hvad der er vigtigst. Det lyder enkelt, men det er svært, synes jeg.

Jeg er godt klar over, at jeg sætter barren højt ud fra mine omstændigheder. Indeni men også udenpå. Jeg er vant til at overpræstere og elsker også at gøre ting ordentligt og godt. Det gælder også livet. At gøre livet godt. Det er lidt diffust ja, hvordan måler man det? Det er der sikkert andre, der ved og kan, men jeg er ikke så klar i spyttet med det lige.

Udfordringen er bl.a., at jeg på den ene side ikke ved, hvor meget jeg rent faktisk kan og på den anden side kan føle det som et nederlag, når jeg kommer til kort. Både når jeg ikke kan leve op til idealerne og klare det, jeg har sat mig for, men også når jeg ikke kan leve op til at sætte barren lavt nok.

Giver det mening?

Jeg ved ikke, om det giver mening, men det er som om, det bare aldrig er godt nok. Hvis det ikke er godt nok det, jeg gør, så er det måske heller ikke godt nok, at jeg har det skidt med, at jeg ikke kan finde ud af bare at sige “Pyt!”

Ja, jeg kan føle, at jeg ikke kan leve op til at have en “pyt-mentalitet”.

Jeg er i gang med at finde og definere min værdi i, hvem jeg er og ikke i, hvad jeg gør eller ikke gør. Men altså helt ærligt, så er jeg bare ikke i mål. Og hvad gør man så undervejs?

Jeg tror, det er tid til at gå ud til spejlet og snakke pænt til mig selv og fortælle mig selv, at jeg er fantastisk og god og dyrebar – at jeg gør det godt.

Hvad skal jeg så gøre?

Jeg må finde en god båd at flyde rundt i, for strømmen er stærk lige nu, og så gælder det om ikke at drukne. Måske skal jeg også give kaptajnhatten fra mig. Der er vist noget større, som kan gøre det bedre end mig. Det er fint nok at være matros. Det er dog alligevel svært at give hatten og kontrollen fra sig.

Måske vil jeg opdage, at jeg i virkeligheden er ude på et hav fuld af liv, spænding, gode kampe og eventyr men også smukke solnedgange, fællesskab og blikstille vand.

Jeg håber nu også, at det lykkes at sænke ankeret og ikke kun flyde med strømmen. Ja, måske er det tid til at tage fat i ankeret…

Åh, det er vist tid til at lytte til Anchor af Sarah Juers igen. Find den HER.

Flyder du med strømmen? Er der høje bølger, stærk strøm eller blikstille hos dig lige nu?

PS: Det var også vildt for mig at dele min egen sang online. Der er det noget andet med en koncert eller lign. hvor man kan mærke sit publikum og hører og ser modtagernes respons med det samme.
Så/hørte du den? Find “My heart yearns” HER.