Angsten sidder i kroppen. Når den først har sat sig efter en eller flere episoder med det, der udløser den, skal der ikke meget til. En duft, en lyd, en smag, en udsigt, et stykke tøj, en bemærkning, et øgenavn, en sang – you name it…

Jeg tror på en kærlighed, der driver al frygt ud. Det står der i hvert fald i beskrivelsen… Så hvorfor kan frygten stadig fylde så meget? Er det fordi min tro er for lille?

Jeg tror, det er et tillidsspørgsmål. Jeg har lært, at jeg er nødt til at tage hånd om alting selv. At hvis ikke jeg tager ansvar og gør noget ved det, er der (nok) ingen der gør. Det har jeg så med i min – til tider tunge – bagage. Jeg stoler ikke nok til at give kontrollen og ansvaret fra mig. Min tillid skal lappes, heles og bygges op.

Vi er i gang, mig og Gud. Med små skridt og tålmodighed – meget tålmodighed. Det kan lade sig gøre. Det tror jeg på. Stille og roligt vover den lille Sofie at lukke op og lukke ind. Jeg har ofte ikke behandlet hende så godt. Hun er forbeholden. Hun har også brug for at få tillid til mig igen.

Tillid til, at jeg vil hende det godt. At Gud vil hende det godt. At Gud har styr på det – også når hverken jeg eller hun selv har. Jeg og den lille Sofie kan begge være trygge. Men det kræver tillid.