Jantelov - SKRID!!! - Sofies Sofa

Hvor blev modet, og alt jeg havde på hjerte af…?

Præstationsangst og perfektionisme kan sluge alle gode intentioner om at dele noget og måske være til inspiration.

Jeg gik i gang med blogprojekt Sofies Sofa. Der var og er meget at lære bare i forhold til opsætning, wordpress, kodning, billedredigering etc. Så sidder jeg der og nørder i sofaen med macbook, iPad og iPhone og veksler mellem dem alle til at finde info og lige tweeke tonen og farven på et billede for så at gemme det og nørde videre på et andet device og putte tekst ind i den nye font, jeg har downloadet – jeg kunne blive ved… Det kan være skidesjovt, men er også mega tålmodighedskrævende og til tider måske (for) tidskonsumerende. Det er i virkeligheden noget man kan fortsætte med i en uendelighed.

Hvis jeg vil lave en blog og muligvis inspirere nogen, er det bare ikke nok med en flot opsætning. Jeg må begynde at skrive og dele noget af alt det, jeg mente var (er) på mit hjerte. Men pludselig starter alle forbehold med at sabbortere begejstringen og gåpåmodet. Alle idéer til indlæg bliver ved idéer. Det hele bliver uoverskueligt. Tankerne begynder at spinne…

“Jamen hvad nu, hvis jeg deler noget, der er for privat, eller for simpelt, eller det bare er kedeligt at læse, eller hvis folk bare misforstår eller tænker, jeg er langt ude. Hvad nu, hvis jeg i virkeligheden ikke har noget særlig inspirerende at byde ind med? Hvem er jeg lige til at tænke, at jeg har noget vigtigt, fornuftigt og brugbart på hjerte? Måske jeg har det, men hvem ved, om jeg formår at formulere det, så det er interessant (nok)?”

Vent nu lidt… Hvorfor tænker jeg sådan? Gamle løgne – måske nye også – får pludselig magten og lammer mig.

(FYI min version af “Vig bort”…)

Jeg har lært, at det at være modig ikke er det samme som ikke at være nervøs og usikker – måske endda bange, men det er at gøre det alligevel. Så må man sige “venstre fod, højre fod…” – et skridt ad gangen. Bare ikke så fedt, hvis man har taget de fine røde højhælede på og så viser det sig, at man skal ud og vade i mudder. Skideupraktisk ikke… swup swup swup… Skoene bliver ødelagt, fødderne får vabler, den ene bliver i mudderet, og man føler sig en smule dum ik’!(?) Bedste Bridget Jones stil…

Meeen, hvis man nu tror på Gud, som jeg nu engang gør, så er det fuldstændig ligemeget, hvordan det ser ud i andres øjne. Så kan man ligeså godt vende sig til at tabe ansigt og ligne en tåbe. Det er bare ikke vigtigt. Det vil ske – uden tvivl.

Så tab dog det ansigt og lad det ligge!

Af med skoene og fortsæt i bare tæer. Pyt med, at der måske er gammel neglelak på storetæerne eller de bare virkelig trænger til at få klippet negle og er tørre og skæve. De vil blive beskidte og Jesus selv tilbyder at vaske dem, så kom bare. Venstre fod, højre fod…

Jeg vil gå… Vil du gå med?

Lad os være “Jantelovsbefriere”!