Jeg har tænkt lidt over mit online liv igen i den sidste tid. Det er noget, jeg gør løbende hele tiden i virkeligheden. Jeg ved, at jeg let kan blive suget ind i et tilsyneladende usundt skærmtrummerum – læs om mig og dopaminafhængighed HER – men det er også online, at jeg kan være social.

Mig og mit sofaliv

Jeg lever et sofaliv, hvilket du kan læse meget mere om på bloggen bl.a. HER. Altså et liv, som meget af tiden foregår i og fra min sofa. Mit helbred og mine omstændigheder sætter rammerne for min gøren og laden, og derfor sidder jeg her igen i min sofa med min iPad og forsøger at finde en vej i mit liv. Det “virkelige” og det online. For mig er det virkelige liv i virkeligheden også online. Jeg deler ikke kun glansbillederne og succeserne – det ved du, hvis du følger med på Facebook og Instagram og her på bloggen. Jeg forsøger, at dele både ups and downs – både med og uden filter i det omfang, jeg nu finder passende.

At dele er min “pause”-spas

Nå men det er gået mere og mere op for mig, hvorfor jeg så deler alt, jeg gør. Der er flere årsager faktisk. Jeg er egentlig et ret socialt og verbalt væsen, og det er en af årsagerne til al min online aktivitet. Selvom jeg som sensitiv let bliver overvældet og overstimuleret af alle indtryk og detaljer og stemninger, som jeg opfanger, så har jeg brug for kontakt til omverdenen. Jeg har brug for at interagere med andre og med verden omkring mig. Jeg trives ikke, hvis jeg bare er alene med mig selv for lang tid ad gangen. Hvis jeg arbejdede på et kontor, ville jeg klart trives bedst med mit eget kontor fremfor et storrumskontor. Jeg vil kunne lukke døren, men jeg liver også op med snak og spas i pauserne. Der, når man fx går ud i køkkenet og laver en kop te og lige sludrer om stort og småt med en kollega eller to og deler lidt liv både over og under overfladen. (Ja jeg drikker altså te og ikke kaffe… Jeg kan ikke lide det andet end i Tiramisu. Det skriver jeg velvidende, at jeg måske mister læsere nu haha…)

Men der er ingen at sludre med i mit køkken ansigt til ansigt herhjemme på en flad tirsdag. Eller det er der så alligevel. De er der online. Jeg har mødt mange andre på de der medier, som også deler livet på en anden måde der. Mange af dem har også omstændigheder, der gør, at det er det, man kan. Dele livet via skærmene. Det vil jeg være taknemmelig for. Det ER jeg virkelig taknemmelig for!

Det connecter og øger min livskvalitet

Det kan være meget ensomt at leve med kronisk sygdom – ikke mindst den sjældne slags… Livet online og muligheden for at dele både små og store ting og tanker via tasterne og skærmene – billeder, videoer, musik etc. Det er noget af det, der connecter mig med andre mennesker og øger min livskvalitet.

Derfor bliver jeg også så glad og opmuntret af alle jeres reaktioner og kommentarer – for at I læser med og støtter og bakker op og tænker tanker sammen med mig. Det handler ikke kun om dopaminen, det handler om samhørigheden, fællesskabet og relationerne. Det sociale liv.

Så når du ser en af mine fjollede videoer eller et billede med en tekst og tænker, hvorfor deler hun dog alt det, så er det måske bare min “tepause i køkkenet”, som jeg lige deler med dig.

Ja, det kan stadig være svært at styre rundt i online livet. Det er noget, jeg fortsat er opmærksom på. Jeg vil også stadig have min værdi i, hvem jeg er og ikke hvad jeg gør – både online og off. Lige nu er jeg glad for, at jeg trods alt kan have et socialt liv.

Tak for dig!

Så tak for dig! Tak for, at du er en del af mit virtuelle og meget virkelige liv. Tak fordi, du er med mig på min livsrejse og deler den med mig og måske med andre. Du er med til at øge min livskvalitet. Det er da ikke så tosset, vel?

Når jeg så ofte skriver, at du er velkommen i min sofa, så mener jeg det virkelig – også selvom det er online.

Du er velkommen, præcis som du er. Jeg elsker at høre fra dig!

Hav en dejlig dag. Vi ses i næste “pause”…