I dag læste jeg et blogindlæg, hvor Maj My reflekterede over livet, meningen, kærlighed og tro. Hun skrev om, at leve med hjertet forest og sluttede af med spørgsmålet…

Hvad tror du på?

Det satte nogle tanker i gang, og jeg begyndte at svare i kommentarfeltet. I får den fulde version af mit svar her…

I mange år famlede jeg rundt og kunne ikke finde ud af om jeg, vi – ja det hele var en tilfældighed. Jeg søgte noget, længtes efter at blive set og mødt dybt i mit hjerte. Jeg søgte i relationer, fester, præstationer, bekræftelse, mad etc. Jeg troede på, at meningen med livet måtte være kærlighed, men jeg oplevede, at jeg selv kom til kort – at mine omgivelser kommer til kort overfor mig og overfor andre både tæt på og ude i verden.

I starten af mine 20’ere var jeg meget deprimeret over hele tilfældighedstanken. Til sidst havde jeg svært ved bare at stå ud af sengen, for det hele føltes så uendeligt ligegyldigt. Men så tog mine søstre mig med til en gudstjeneste i en kristen frikirke (København Vineyard). Her mødte jeg noget andet. Noget, der gik i hjertet udenom min forstand og rationelle tilgang. Jeg kom med for musikken (min ene søster skulle spille med), og musikken talte mit hjertessprog. Omsorgen talte til min længsel. Oprigtigheden talte til mine sår, og lidt efter lidt lukkede jeg op og lukkede ind. Kærligheden fandt mig.

Jeg fik livet, og jeg vil nyde det, selvom jeg er kronisk syg. #stopandsmelltheflowers #desmåting

Så hvad er det, jeg tror på nu?

Jeg tror stadig på kærligheden. På, at vi er skabt til at være elsket og elske. Jeg tror på en større kærlighed. Jeg tror på noget større, som elsker mig og dig præcis, som vi er – fejlbarlige, vildt forskellige og ganske fantastiske. Jeg tror på, at ingen er en tilfældighed. At vi alle har et formål og en plads i livet, som ingen anden kan udfylde. At der er en mening med, at vi hver og en er til – ja er skabt faktisk. Jeg mødte selv en kærlighed gennem andre mennesker, som har forandret mit liv. Det var en kærlighed de gav videre fra noget større. Var de her mennesker perfekte? Nej… Kommer jeg og mine omgivelser stadig til kort? Ja!

Men der er noget større. Jeg er en del af en større historie. En forunderlig kærlighedshistorie.

Jeg lever et liv med alvorlig kronisk sygdom, hvilket du nok har opdaget, hvis du har fulgt lidt med her på bloggen og de sociale medier. Jeg er en ud af en million, der fik Cushing – en tumor ved hypofysen, der fik mine krop til at megastoroverproducere stresshormonet kortisol. For 2 år siden blev det opdaget, og jeg blev opereret i hjernen. Jeg fik livet, selvom jeg var på vej mod en tidlig død. Jeg lever med en masse konsekvenser og følgeting, men jeg er SÅ taknemmelig for at være her stadig. Taknemmelig for, at jeg kan få lov at se min 5-årige Liva vokse op. Jeg har måttet give afkald på ufatteligt meget bl.a. i mine tanker omkring familielivet, hvordan det skal se ud, hvor meget hun skal være i institution, hvor meget jeg leger og er nærværende med hende og min familie og venner. Hvad og hvordan jeg bidrager til mine omgivelser og verden.

Jeg har måttet tage tanken til mig om, at det tager en hel landsby at opfostre et barn. Jeg er meget taknemmelig for mit netværk, min familie, min kirke, mine venner, min tro. Jeg tror stadig på, at der er en mening med mit liv, selvom det ser noget anderledes ud, end jeg drømte om. Har jeg alle svar og forstår alting? Nej… Jeg er stadig på vej og udforsker troen, bibelen, hvem Gud, Jesus og Helligånden er. Hvem jeg selv er, og hvordan jeg kan leve mit formål ud i livet med de kort, jeg nu engang har på hånden. Men jeg har sagt ja tak til kærligheden og til at lade noget større få plads i mit hjerte og i mit liv.

Jeg ved, at mange har en masse forskellige tanker, oplevelser og (for)domme, når det kommer til ord som tro, kirke, Gud etc. Jeg vil blot åbent og ærligt fortælle min historie og håbe på, at du som læser med kan fornemme, hvilken kærlighed jeg har mødt. En livsforvandlende skandaløst ubetinget kærlighed.

Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på Gud.

Hvad tror du på?

Jeg vil også gerne leve med hjertet forest.

Vi elsker kirke i vores lille familie. Det gør vi virkelig – på godt og ondt. Kirke for os er menneskerne og fællesskabet. Det består af en bunke uperfekte elskende mennesker – a beautiful mess. Her skal man ikke være perfekt. Det er herligt og besværligt. Vi er på vej sammen og søger at elske mere og mere, som Jesus gjorde det – ubetinget. Nu kommer vi i Roskilde Vineyard. Kom som du er.

Du er så velkommen – uanset, hvad du tror på.

Author

2 Comments

Reply To Kamilla Maria Jakobsen Cancel Reply